Udvidelse af Hanstholm Havn

Forbedring og udvikling af havnens kerneforretning

For at styrke fiskerierhvervet og skabe plads til gods, vedvarende energi og akvakultur igangsatte Hanstholm Havn i november 2017 en omfattende udvidelse. Per Aarsleff A/S gennemførte projektet i totalentreprise.

Selve projektet kulminerede i 2019 med placeringen af et 7.000 tons tungt molehoved. Designet af Aarsleff og støbt på vores fabrik i Polen. Sejlet fra Swinoujscie til Hanstholm på pram og installeret i indsejlingen til havnen.

Men udvidelsen omfattede også uddybningsarbejder på 750.000 kubikmeter og etablering af bassiner med vanddybder på op til 10,5 meter. Der blev desuden anlagt 1.400 løbende meter ydermoler og 350 meter kaj, mens 165.000 kvadratmeter nyt baglandsareal blev skabt til havnens industri.

Vestmolen blev sikret med 2.500 Cubipods på op til 33 tons, ligeledes produceret på Aarsleffs anlæg i Polen. Aarsleff Design & Engineering stod for projektering af blandt andet kajkonstruktioner og planlægning af molehovedets installation.

Arbejderne blev udført under krævende vejrforhold med høje bølger, og derfor blev en 3D-model af molen testet i Aalborg Universitets bølgelaboratorium, inden den endelige etablering.

I alt blev der anvendt 900.000 tons granitsten, 20.000 kubikmeter betondækblokke og 550 meter spuns med 230 ankre.

Se her, hvordan vi støbte det 7.000 tons tunge molehoved, slæbte det fra Swinoujscie forbi Kronborg til Frederikshavn og videre til Hanstholm, hvor vi placerede det super nøjagtigt - link til film (husk lyd).

Bygherre
Hanstholm Havn

Kontraktsum
569,9 millioner kroner

Anlægsperiode
November 2017 til december 2020

Aftaleform
Totalentreprise